 |
Billedet er fra 2010 |
Nu er det snart de dukker op
de hvide alfer, flere steder i blog-land kan de skimmes under den smeltende sne og hvis du som jeg elsker vintergækker og gerne vil forøge din bestand så er det mens de står i i blomst og med friske grønne blade det skal gøres.
Englænderne, som for alvor er ramt af galanthophili/"
vintergækkesamlermani", kalder denne formeringsmetode
"in the green" - det er mens løgene står med blomst og er grønne at det er det allerbedste tidspunkt på året at dele og formere disse små attraktive løg, da de ikke tåler at tørre over jorden alt for længe.
Sæt løgene med et par centimeters afstand....det ser godt nok lidt fattigt ud de første par år, men det lønner sig om nogle år hvor løgene har formeret sig til nye klumper af vintergækker.
Jeg læste et sted at man med fordel kan dele vintergækkerne hvert tredie år og på den måde forøge sin bestand betragteligt i løbet af en årrække. Dette har jeg været nødt til at gøre da der her i haven ikke fandtes en eneste vintergæk da vi overtog huset for år tilbage. Jeg har dog været så heldige at have gavmilde venner og bekendte hvor jeg har fået en klump løg hist og her og derfor nu så småt kan sige at jeg har vintergækker i haven flere steder.........og jeg elsker dem - på højde med de skønne juleroser. Der er virkelig ikke noget mere betagende end de blomster der trodser sne og kulde og kaster deres glans ud over haven en trist januar dag.
Vintergækkerne kan også frø formeres men fra at du sår frøene går der ca. 4 år til de første vintergækker viser sig så det er et virkeligt tålmodighedsarbejde at så.
Det latinske Galanthus betyder "mælkehvide blomster"......og mælkehvide er de i sandhed. I England findes i et hav af sorter med forskellige grøne/grøngule aftegninger og forskelligt løv, men selv samlere kan have utrolig svært ved at skelne dem fra hinanden.
Samler kunne jeg let gå hen og blive for når man ser billeder af de mange forskellige slags er det fristende - men indtilvidere er jeg svært tilfreds med de gamle danske sorter jeg har - og hvad de hedder helt præsist må der nok en rigtig kender til for at fastslå. Men skønne er de hver og en.
Claus Dalby gjorde på et tidligere tidspunkt i et indlæg opmærksom på at
Garneriet Spiren i år har taget nogle forskellige sorter hjem med henblik på salg......bare lige hvis du går rundt med en lille Galanthophil i maven :0)
Bogen herover : "Snowdrops, A Monograph of Cultivated Galanthus" betegnes af samlere som biblen indenfor vintergækker og er derfor et "must have" hvis man er galanthophil. Bogen er skrevet af blandt andre Matt Bishop og John Grimshaw, der lige nu arbejder på en "Snowdrops 2" denne er dog endnu nogle år fra udgivelse, men helt sikkert værd at vente på.
Nu må mine også gerne begynde at titte op........jeg længes.