Min lille have er mit fitnesscenter - der er åbent 24-7 årets 365 dage. Altid med en mulighed for at få rørt havemusklerne . Velkommen til - jeg sætter stor pris på dit besøg og håber du føler dig hjemme her blandt havetrivialiteter og årstidsnormaler..... måske du endda får lyst til at plante en staude hos dig selv eller lægge en kommentar hos mig, det ville glæde mig meget - så: Carpe Rutila

GRIB SPADEN - Venlige have hilsener Dorthe alias: Frøken Solhat / IG: glimpses_and_moonlight

fredag den 31. december 2010

Et sidste festfyrværkeri.....

August 2010
Nu rinder et fantastisk haveår lige så stille ud. Mange fantastisk oplevelser, erfaringer og blogvenner rigere kan jeg med et smil på læben takke af for 2010 og glæde mig til nye erfaringsudvekslinger og hyggelige havesnakke i det nye haveår der venter lige om hjørnet.

Tak til alle der har kigget ind - både til alle jer som jeg ved der anonymt er med på sidelinien og til alle jer der trofast og gang på gang sender et lille smil og en sød kommentar. Det har været det hele værd. Tusind tak og:

GODT NYTÅR

må det nye år blive et festfyrværkeri af blomsterrigdom

DORTHE/Solhatten

torsdag den 30. december 2010

Nu er det slut......


..........og julepynt og stads må igen finde vej ned i æsker, bokse og kasser. Det er lidt trist men samtidig vældig befriende at få sin stue tilbage til normalen. Snart skal perlehyacinter og andre skønne forårsløg overtage magten, men først må støvkluden svinges og gran og nåle vige pladsen.

Nisser, kugler, engle og hjerter i en stor juleforviring pakkes væk også de skønne Skäggtomtar eller skægnisser må gå på ferie.

Jeg elsker disse skønne svenske nisser fra Åsas Tomtebod ved Gislaved i Sverige. Lidt generte er de dog de små, for kun den lille søde, runde næse stikker frem under den lange røde hue. Den fantastiske store skægpragt der skjuler resten af nissen er så blød at man bare har lyst til at røre ved den hele tiden........men det går virkelig ikke for her hos os skal man vare sig, for ellers begynder svenskenissen bare at drille.......og det kan vi jo ikke have - og da slet ikke i December.




tirsdag den 28. december 2010

Julerose og nissesnitterier


I kurven på trappen står årets julerose og bukker......det er ikke meget glæde den fik lov at sprede i juledagene i år, da sne og hård frost har tynget den hele december. Men jeg ved den er der og venter på bare lidt mildere dage så den stolt kan rejse sig og og hilse husvenner velkommen til.

En af legenderne omkring Julerosen fortæller:

....... at én af de hyrder, der julenat drog til Bethlehem, ikke kunne finde en gave at tage med. Han begyndte at græde, og der, hvor hans tårer faldt på den golde jord, spirede blomster frem så smukke som roser. Han plukkede en julerose og bragte den med sig som gave til jesusbarnet.

Salmen "En rose så jeg skyde" er efter min mening en af de smukkeste julesalmer der findes, og mon ikke legenden ovenover har været til inspiration da den  smukke tekst blev skrevet:

En rose så jeg skyde
op af den frosne jord,
alt som os fordum spåde
profetens trøsteord.
Den rose spired frem
midt i den kolde vinter
om nat ved Bethlehem. 


Julerose i al sin glans. Marts 2009

I den lille krukke med juletulipanerne står ungernes nissesnitterier fra sidste jul. De fineste pilegrene med ansigter og nissehuer....snart skal de bydes indenfor i varmen igen, så de kan komme frem igen næste år.

forfald.......

........tror nok lige jeg må hen og hente nye forsyninger i dag. De julerøde tulipaner trænger til en udskiftning.


fredag den 24. december 2010

Hjertlig hilsen......


Her på denne stille, smukke, snefyldte og skyfrie julemorgen vil jeg ønske alle jer søde rare mennesker ude i blogglandia en rigtig glædelig jul. Her er solen er ved at stå op og lokaludsigten lover høj solskin, blå himmel og frost hele dagen.

 Jeg håber at julefreden sænker sig rundt om i jeres hjem og at alle når frem til deres destination hos familien, trods de sne mængder store dele af landet har fået de sidste par døgn. Selv har jeg en moster der desværre ikke kommer frem p.g.a aflyste tog og busser så hun valgte at blive hos familie på Sjælland.

Her er vi gået ram forbi, ingen snestorm på disse kanter, men sneen fra sidst har fået lov at ligge i den hårde frost så:

 hvid jul her også.

........historisk Hvid Jul
- da det ikke før er sket at der er landsdækkende hvid jul to år i træk i Danmark.
 

GLÆDELIG JUL 
og ønsket om et rigtigt godt nyt haveår til jer alle

De kærligste hilsner
Dorthe/Solhatten








torsdag den 23. december 2010

Turen hjem.....


fra arbejde er altid smuk. Jeg kører igennem et fantastisk landskab og kommer forbi både sø, fjord og å. Men de sidste dage har landskabet været åndløst smukt - som træerne står som hvide skulpturer med rimfrost på grenene mod en knald blå vinter himmel.

Dagen i dag....Lillejulaften tegner ikke helt så smuk som i går, med klar himmel og vintersol. I stedet er her lidt gråt og skyet, men dog sne i landskabet. I modsætning til nærmest resten af Danmark er vi ikke ramt af snestorm da vi lige netop bor nord for fronten, så her er det stille og roligt. Juleferie stemningen er fundet og i dag byder på en masse små julehyggerier så vi er snart klar til Juleaften.

tirsdag den 21. december 2010

Julefuldmåne



Virksund: fuldmåneskær og -15 grader kl. 17.25
  ........det kan være det er lidt sent, men der må lige en tilføjelse på ønskesedlen for denne jul. Et stativ til mit kamera, så jeg kan tage nogle lidt bedre billeder af min elskede måne. Dette billede blev dog ganske godt og månen nogenlunde rund da jeg fik stillet mit kamera an oven på en stolpe med sne, et par vanter og min pung :0)

Synet af den fulde måne over havnen og det halvfrosne vand var fantastisk.....og billedet yder absolut ikke det virklige syn retfærdighed.

I morgen d. 22. december er det vintersolhverv, og der med årets korteste dag......og den bare tanke om at dagene bliver længere igen varmer mig langt inde i sjælen. Jeg forstår så godt Vikingernes trang til at fejre denne dag, løfte kruset med mjød og råbe skål....eller hvad de nu råbte. Tror jeg vil følge trop og råbe skål også da det for mig oven i købet også er årets sidste arbejdsdag i morgen.

Heldigvis lyser sneen og månen ganske godt op i disse vinternætter og det er med at nyde synet så længe himlen er bare nogenlunde skyfri.


UP-DATE
ønsket blev til min store glæde opfyldt :0)

Kong frost og islygter


Islygte med gran, chili og stjerneanis
....det bider skønt i næsen og sneen knager helt fantastisk under vinterstøvlerne......man skulle næsten tro man var i de norske fjelde med denne frost. Den ene kulderekord efter den anden for koldeste nat i år bliver slået nat efter nat. Således også denne nat hvor der er målt - 20,4 i Hvidesande. Disse vedvarende kolde temperaturer er ganske usædvanlige for Danmark.

Det er med at udnytte disse usædvanlige kuldegrader, så jeg må i gang med at lave nogle flere islygter. Vi har lavet lygter én gang i år efter inspiration fra denne skønne blogger, de er såre simple at lave og vejledningen finder du hos Linda.

Vi fik lavet nogle skønne lygter men desværre smeltede de efter få dage på én nat hvor der blev pludselig blev 5-7 grader og regnvejr.



Islygte med mistelten

onsdag den 8. december 2010

Kogler med fuglefoder.......

Vinteren er hård og streng allerede.......sneen og frosten har lagt sin kolde hånd over haven siden d. 23. nov. Det ligner ellers ikke en typisk dansk vinter at starte så tidligt og så markant, men ingen regel uden undtagelse, så I år er det ekstra vigtigt at værne lidt om havens fugle, kræse for dem og hjælpe dem med at komme over på den anden side og ind i foråret. Ind i det forår hvor vi alle elsker at høre dem slå en trille en tidlig morgen......



I år har jeg tilføjet vores hjemmelavet fuglefoder/mejsebolle en rigtig fin detalje - en detalje jeg fandt hos Badut. Den skønne Marina er til evig inspiration og denne gang gælder det grankogler.....grankogler eller fyrkogler med snor i - jeg selv har brugt noget bast da jeg syntes det ser så flot ud. Så nu er det bare at sige bon appetit.

torsdag den 2. december 2010

Venus, Saturn og Jupiter....


Venus og månen halvt bag skyer kl. 7.50

Sterinlys og Venus på morgenkvisten. Billedet er taget inde fra stuen og ud ad vinduet.

Venus bag syrentræet.

pryder vinterhimlen.
I tiden kan Venus ses som en meget smuk og lysklar "stjerne" på himlen om morgenen i syd/sydøstlig retning.....når ellers skydækket er væk.

Saturn den smukkeste planet af dem alle er også at se på himlen sammen med Venus i tiden. Den står en smule højere på himlen og lidt længere mod syd/til højre for Venus. Saturn er ikke så lysklar som Venus, men har man en lille stjernekikkert eller en almindelig kikkert ved hånden kan man være heldig at se det fantastiske ringsystemet der omgiver planeten. Selv er jeg den heldige ejer af et Meade teleskop og synet af Saturns ringe er ikke mindre end imponerende.

På en stjerneklar aften kan den største planet af dem alle - Jupiter - ses vandre fra den sydøstlige himmel over syd til den går ned i syd vest efter midnat.

- stop op og nyd synet.

søndag den 28. november 2010

4 - 3 - 2- 1 :


4 nisser på spring.........


3 sække fyldt med forventningens glæde

2 hyacinter der spreder duft og glæde


1 lys.......3 tilbage
 Rigtig god 1. søndag i advent til jer alle
Solhatten/Dorthe

lørdag den 27. november 2010

Til og fra........


Fluesvampe

 
Drillenisse

I efterhånden flere år har jeg bruget ungernes streg og malerier på julekort m.m. De ser hvert år frem til at de skal finde på et nyt motiv, tegne og male det hvorefter kunstværket kommer i scanneren så vi kan masse producerer vores egne til og fra kort + julekort. Det er hyggeligt når køkkenbordet flyder med akvarel papir og skitser og processen sættes igang.....og vi elsker det.

Ud over kort og dej til brunkagerne blev det også til lidt vaniliekranse og en adventskrans..........så første søndag i advent kan bare komme an i al sin snehvide pragt. Vi er SÅ klar.

Rudolf i snevejr

 
                   Simons nisse 2005                              Marias Nisse 2006                       Daniels Vismand 2009

fredag den 26. november 2010

......hvor blev november af?


......ja jeg ved det ikke......den er nu næsten forsvundet som dug for solen. Arbejde, kursus, julefrokost og en olde der der fik hvile.....november var det vand jeg forsøgte at holde i hånden, men som hurtigt forsvandt. Jeg trøster mig med at det bliver november igen næste år.

Til mit store held kom der pludselig et fint snedække så man ikke længere kan se alt det jeg ikke nåede at gøre færdigt ude i haven i denne flyvske måned.

- Godt nok er drivhuset blevet gjort nogenlunde vinterklar, men alt haveaffaldet ligger stadig lige uden for døren og flyder.

- Godt nok er haveslangen taget fra vandhanen så intet springer i den tidlige vinter frost..... men er slangen rullet sammen og hængt på plads NEJ.

- Godt nok er haveredskaberne stillet i tørvejr......men hænger de let tilgængligt på deres plads....nej hulter til bulter i et hjørne står de halvt i vinterhi.

- Godt nok er trillebøren tømt.....men den stå stadig og knejser i ensom majestæt midt i det hele.

What ever......sneen dækker det hele så smukt - i stedet vil jeg i morgen begynde at tage hul på de planer Maria har lagt for dagen. Årets juleakvarel skal males så julekort og til og fra-kort kan produceres. Mandler skal smuttes så brunkagedejen kan røres sammen og lur mig om de første nisser ikke finder vej, frem fra deres gemmer inden week-enden er omme.....jeg tror det.

mandag den 25. oktober 2010

Gladiolus


Disse smukke hvide gladiolus har stået i en krukke og prydet min terasse i et par måneder. Men for et par uger siden var det definitivt slut.......der er ikke flere knopper at komme efter, de er væltet og de begynder at visne.......og frosten kommer så småt snigende ind på matriklen.

Glæden over dem har været så stor at jeg vil førsøge mig ud i at overvintre knoldene.
Følgende har jeg fundet her så nu det må komme an på en prøve:

 Når den første nattefrost har svedet bladene, graver man straks planterne op og binder dem sammen i små bundter, som hænges til tørre på et lunt sted med god udluftning. Det er vigtigt for holdbarheden, at knoldene tørrer hur­tigt. De professionelle gladiolus-dyrke­re anbringer således ofte knoldene ved ca. 32°C i den første halve snes dage efter opgravningen. Når blade og stængler er helt visne, fjernes de fra knoldene, som derefter opbevares vin­teren over på et tørt, frostfrit og helst køligt sted. De småknolde, der er dannet ved rodkagen på den gamle knold, kan bruges til opformering, men i så fald må de ikke tørre for meget ud i løbet af vinteren. Derfor er det bedst at opbevare dem køligt, men frostfrit i let fugtigt sand, der er tilsat et afsvampningsmiddel.



Løgene er nu tørret inde på badeværelset.......med gulvvarmen tændt, så nu bliver det spændende om jeg kan opbevare dem frostfrit hele vinteren, og om det var umagen værd.





Hvad jeg ikke vidste er at Gladiolus på dansk hedder "Jomfrufinger".....selv har jeg aldrig hørt gladiolus nævnt som andet end Gladiolus. Gladiolus betyder "lille sværd" hvilket egentlig er meget logisk når man tænker på bladene der skyder op af jorden i juni........akkurat som små sværd.
 
Det er første gang i mange år jeg har haft gladiolus men ét er sikkert.....næste år skal jeg have flere.

søndag den 24. oktober 2010

Ude godt...... men hjemme bedst

Lübeck  - del af den den gamle bymur og befæstning, fra 14. hundredtallet

En fantastisk efterårsferie er ved at være ved vejs ende......desværre. Tiden går bare alt for hurtigt når man er i godt selskab.  Vi har været på en hyggelig ferie i det nordlige Tyskland sammen med to hold venner.....6 voksne og 7 børn i alt. Der har været fart over feltet, hygge, kultur, afslapning, shopping, natur, god vin og rigtig godt selskab.

Dagen i dag er dømt til ren afslapning, tøjvask og og en længe savnet rundtur i bloggland....glæder mig til at komme rundt og blive inspireret og nyde jeres efterårshaver igen.

 Den nordtyske del af Østersøen

 Holstentor....den gamle byport fra 14. hundredtallet, byder velkommen til den historiske og smukke Hansestad Lübeck

Maria i stiv nordenvind ved havet.

tirsdag den 19. oktober 2010

Sort på hvidt....


......eller også er det omvendt. Smukt ser det ud med det sorte træværk bag alt det hvide.

Høstanemonerne bliver ved og ved.....jeg plantede dem efter alle foreskrifterne i foråret som sig hør og bør med høstanemoner og se har ikke skuffet, men levet op til alle mine forventninger.

Jeg har før prøvet at plante høstanemoner, men desværre uden større succes......derfor er glæden ekstra stor nu hvor de ser ud til at trives. Så må tiden jo bare vise om det også holder til næste år. Det håber jeg for planen er at jeg skal have endnu flere.


lørdag den 16. oktober 2010

...og der blev lys



Jeg var næsten ved  at opgive håbet for mine sølvlys/ Cimicifuga.......sidste år var de så høje og flotte, men i år ser det helt anderledes ud. Rundt om i blogg-land har jeg kunnet se hvordan de forlængst er sprunget ud........men nu kommer min også langt om længe, omend lidt pisten og brun på bladene.

Har været ved at læse lidt om den og måske jeg er nødt til at flytte den, for jeg tror den står forkert. Den får ikke helt den skygge  den gerne vil have og står måske også for tørt. Så mutter må ud med spaden og finde et mere egnet sted. 

mandag den 11. oktober 2010

søndag den 10. oktober 2010

Moar....moar der kommer et egern



og sørme jo Egon-Egern i fuld fart op i Kastanjetræet.....



......der sidder han så og betragter os.....lidt fortørnet over at vi overhovedet
kunne finde på at samle hans nødder....men vi tog kun lidt og lod resten ligge
 så han fortsat kan samle ind til hans vinterforråd.

lørdag den 9. oktober 2010

Jeg kender et sted......

hvor nødderne falder ned fra "himlen". Hasselnødder, valnødder, ægte kastanjer og hestekastanjer.




Maria og jeg tog her i formiddag på en lille sensommertur i det pragtfulde vejr og det tog os ikke lang tid at fylde et par bøtter med de skønne sager. Hasselnødder og valnødder er noget af det bedste jeg ved hvor i mod jeg aldrig rigtig har lært at nyde smagen af ægte kastanjer så de må nøjes med en tilværelse som sensommer pynt istedet for at blive saltbagte i ovnen.

fredag den 8. oktober 2010

Brombær......


Nu skal det vist snart være........hvis jeg vil have noget ud af årets brombær.....en gang marmelade til pandekagerne måske, eller til fødselsdags lagkagen der venter forude.

Brombærene jeg har er af den store slags og det bedste er næsten at de er uden torne.  Hvad busken hedder ved jeg ikke, da den stod her - stor og kraftig da vi købte huset.


Billederne er fra september - hvor de første var ved at modne.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...