Min lille have er mit fitnesscenter - der er åbent 24-7 årets 365 dage. Altid med en mulighed for at få rørt havemusklerne . Velkommen til - jeg sætter stor pris på dit besøg og håber du føler dig hjemme her blandt havetrivialiteter og årstidsnormaler..... måske du endda får lyst til at plante en staude hos dig selv eller lægge en kommentar hos mig, det ville glæde mig meget - så: Carpe Rutila

GRIB SPADEN - Venlige have hilsener Dorthe alias: Frøken Solhat

fredag den 31. december 2010

Et sidste festfyrværkeri.....

August 2010
Nu rinder et fantastisk haveår lige så stille ud. Mange fantastisk oplevelser, erfaringer og blogvenner rigere kan jeg med et smil på læben takke af for 2010 og glæde mig til nye erfaringsudvekslinger og hyggelige havesnakke i det nye haveår der venter lige om hjørnet.

Tak til alle der har kigget ind - både til alle jer som jeg ved der anonymt er med på sidelinien og til alle jer der trofast og gang på gang sender et lille smil og en sød kommentar. Det har været det hele værd. Tusind tak og:

GODT NYTÅR

må det nye år blive et festfyrværkeri af blomsterrigdom

DORTHE/Solhatten

torsdag den 30. december 2010

Nu er det slut......


..........og julepynt og stads må igen finde vej ned i æsker, bokse og kasser. Det er lidt trist men samtidig vældig befriende at få sin stue tilbage til normalen. Snart skal perlehyacinter og andre skønne forårsløg overtage magten, men først må støvkluden svinges og gran og nåle vige pladsen.

Nisser, kugler, engle og hjerter i en stor juleforviring pakkes væk også de skønne Skäggtomtar eller skægnisser må gå på ferie.

Jeg elsker disse skønne svenske nisser fra Åsas Tomtebod ved Gislaved i Sverige. Lidt generte er de dog de små, for kun den lille søde, runde næse stikker frem under den lange røde hue. Den fantastiske store skægpragt der skjuler resten af nissen er så blød at man bare har lyst til at røre ved den hele tiden........men det går virkelig ikke for her hos os skal man vare sig, for ellers begynder svenskenissen bare at drille.......og det kan vi jo ikke have - og da slet ikke i December.




tirsdag den 28. december 2010

Julerose og nissesnitterier


I kurven på trappen står årets julerose og bukker......det er ikke meget glæde den fik lov at sprede i juledagene i år, da sne og hård frost har tynget den hele december. Men jeg ved den er der og venter på bare lidt mildere dage så den stolt kan rejse sig og og hilse husvenner velkommen til.

En af legenderne omkring Julerosen fortæller:

....... at én af de hyrder, der julenat drog til Bethlehem, ikke kunne finde en gave at tage med. Han begyndte at græde, og der, hvor hans tårer faldt på den golde jord, spirede blomster frem så smukke som roser. Han plukkede en julerose og bragte den med sig som gave til jesusbarnet.

Salmen "En rose så jeg skyde" er efter min mening en af de smukkeste julesalmer der findes, og mon ikke legenden ovenover har været til inspiration da den  smukke tekst blev skrevet:

En rose så jeg skyde
op af den frosne jord,
alt som os fordum spåde
profetens trøsteord.
Den rose spired frem
midt i den kolde vinter
om nat ved Bethlehem. 


Julerose i al sin glans. Marts 2009

I den lille krukke med juletulipanerne står ungernes nissesnitterier fra sidste jul. De fineste pilegrene med ansigter og nissehuer....snart skal de bydes indenfor i varmen igen, så de kan komme frem igen næste år.

forfald.......

........tror nok lige jeg må hen og hente nye forsyninger i dag. De julerøde tulipaner trænger til en udskiftning.


fredag den 24. december 2010

Hjertlig hilsen......


Her på denne stille, smukke, snefyldte og skyfrie julemorgen vil jeg ønske alle jer søde rare mennesker ude i blogglandia en rigtig glædelig jul. Her er solen er ved at stå op og lokaludsigten lover høj solskin, blå himmel og frost hele dagen.

 Jeg håber at julefreden sænker sig rundt om i jeres hjem og at alle når frem til deres destination hos familien, trods de sne mængder store dele af landet har fået de sidste par døgn. Selv har jeg en moster der desværre ikke kommer frem p.g.a aflyste tog og busser så hun valgte at blive hos familie på Sjælland.

Her er vi gået ram forbi, ingen snestorm på disse kanter, men sneen fra sidst har fået lov at ligge i den hårde frost så:

 hvid jul her også.

........historisk Hvid Jul
- da det ikke før er sket at der er landsdækkende hvid jul to år i træk i Danmark.
 

GLÆDELIG JUL 
og ønsket om et rigtigt godt nyt haveår til jer alle

De kærligste hilsner
Dorthe/Solhatten








torsdag den 23. december 2010

Turen hjem.....


fra arbejde er altid smuk. Jeg kører igennem et fantastisk landskab og kommer forbi både sø, fjord og å. Men de sidste dage har landskabet været åndløst smukt - som træerne står som hvide skulpturer med rimfrost på grenene mod en knald blå vinter himmel.

Dagen i dag....Lillejulaften tegner ikke helt så smuk som i går, med klar himmel og vintersol. I stedet er her lidt gråt og skyet, men dog sne i landskabet. I modsætning til nærmest resten af Danmark er vi ikke ramt af snestorm da vi lige netop bor nord for fronten, så her er det stille og roligt. Juleferie stemningen er fundet og i dag byder på en masse små julehyggerier så vi er snart klar til Juleaften.

tirsdag den 21. december 2010

Julefuldmåne



Virksund: fuldmåneskær og -15 grader kl. 17.25
  ........det kan være det er lidt sent, men der må lige en tilføjelse på ønskesedlen for denne jul. Et stativ til mit kamera, så jeg kan tage nogle lidt bedre billeder af min elskede måne. Dette billede blev dog ganske godt og månen nogenlunde rund da jeg fik stillet mit kamera an oven på en stolpe med sne, et par vanter og min pung :0)

Synet af den fulde måne over havnen og det halvfrosne vand var fantastisk.....og billedet yder absolut ikke det virklige syn retfærdighed.

I morgen d. 22. december er det vintersolhverv, og der med årets korteste dag......og den bare tanke om at dagene bliver længere igen varmer mig langt inde i sjælen. Jeg forstår så godt Vikingernes trang til at fejre denne dag, løfte kruset med mjød og råbe skål....eller hvad de nu råbte. Tror jeg vil følge trop og råbe skål også da det for mig oven i købet også er årets sidste arbejdsdag i morgen.

Heldigvis lyser sneen og månen ganske godt op i disse vinternætter og det er med at nyde synet så længe himlen er bare nogenlunde skyfri.


UP-DATE
ønsket blev til min store glæde opfyldt :0)

Kong frost og islygter


Islygte med gran, chili og stjerneanis
....det bider skønt i næsen og sneen knager helt fantastisk under vinterstøvlerne......man skulle næsten tro man var i de norske fjelde med denne frost. Den ene kulderekord efter den anden for koldeste nat i år bliver slået nat efter nat. Således også denne nat hvor der er målt - 20,4 i Hvidesande. Disse vedvarende kolde temperaturer er ganske usædvanlige for Danmark.

Det er med at udnytte disse usædvanlige kuldegrader, så jeg må i gang med at lave nogle flere islygter. Vi har lavet lygter én gang i år efter inspiration fra denne skønne blogger, de er såre simple at lave og vejledningen finder du hos Linda.

Vi fik lavet nogle skønne lygter men desværre smeltede de efter få dage på én nat hvor der blev pludselig blev 5-7 grader og regnvejr.



Islygte med mistelten

onsdag den 8. december 2010

Kogler med fuglefoder.......

Vinteren er hård og streng allerede.......sneen og frosten har lagt sin kolde hånd over haven siden d. 23. nov. Det ligner ellers ikke en typisk dansk vinter at starte så tidligt og så markant, men ingen regel uden undtagelse, så I år er det ekstra vigtigt at værne lidt om havens fugle, kræse for dem og hjælpe dem med at komme over på den anden side og ind i foråret. Ind i det forår hvor vi alle elsker at høre dem slå en trille en tidlig morgen......



I år har jeg tilføjet vores hjemmelavet fuglefoder/mejsebolle en rigtig fin detalje - en detalje jeg fandt hos Badut. Den skønne Marina er til evig inspiration og denne gang gælder det grankogler.....grankogler eller fyrkogler med snor i - jeg selv har brugt noget bast da jeg syntes det ser så flot ud. Så nu er det bare at sige bon appetit.

torsdag den 2. december 2010

Venus, Saturn og Jupiter....


Venus og månen halvt bag skyer kl. 7.50

Sterinlys og Venus på morgenkvisten. Billedet er taget inde fra stuen og ud ad vinduet.

Venus bag syrentræet.

pryder vinterhimlen.
I tiden kan Venus ses som en meget smuk og lysklar "stjerne" på himlen om morgenen i syd/sydøstlig retning.....når ellers skydækket er væk.

Saturn den smukkeste planet af dem alle er også at se på himlen sammen med Venus i tiden. Den står en smule højere på himlen og lidt længere mod syd/til højre for Venus. Saturn er ikke så lysklar som Venus, men har man en lille stjernekikkert eller en almindelig kikkert ved hånden kan man være heldig at se det fantastiske ringsystemet der omgiver planeten. Selv er jeg den heldige ejer af et Meade teleskop og synet af Saturns ringe er ikke mindre end imponerende.

På en stjerneklar aften kan den største planet af dem alle - Jupiter - ses vandre fra den sydøstlige himmel over syd til den går ned i syd vest efter midnat.

- stop op og nyd synet.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...